Rejsens Mål:
Citat fra Povl Johs.Jensens bog: Plotin(Ejnar Munksgaard,København 1948):
" Hvis man vil kende den uendelige Krafts evige Væld,der aldrig aflader,men ligesom koger over af Liv,kan det ikke nytte at rette Opmærksomheden mod et eller andet bestemt Punkt.Man maa tværtimod forlade Delen og gaa ind i Helheden.Man siger ikke:herfra og dertil er det mig,men forlader det begrænsede og bliver hel.Ganske vist var man ogsaa i Forvejen hel.Men da der til Helheden føjede sig noget mere,blev man mindre,for denne Tilføjelse kom ikke fra det værende,men fra det ikke værende.Man vokser ikke ind i Helheden igen,før man fjerner dette,der kom til.
Denne Helhed er hinsides al Form.Naar Elskov spænder Sjælens Kræfter,aflægger den enhver Form,selv enhver aandelig Form,den måtte have. Hvis man har noget andet i sig og er optaget deraf,kan man nemlig hverken se hint eller afstemme sig efter det.Man maa ikke have noget ondt,men heller ikke noget godt ved Haanden,for man maa ene tage imod det Ene.Naar det lykkes for Sjælen at faa Del deri,og det kommer til den,eller snarere dets Nærværelse gaar op for den;naar den har vendt sig bort fra alting og beredt sig til at gaa det i Møde saa skøn som muligt og saa lig det Ene som muligt-hvordan den bereder og smykker sig er uden videre klart for dem,der bereder sig,-og da ser inde i sig,at han pludselig viser sig-de er nemlig ikke mere to,men begge er eet og kan ikke skilles,saa længe han er nær-;saa mærker den ikke mere,at den er i Legemet,den tiltaler ikke sig selv som noget andet,ikke som Menneske,ikke som levende,ikke som værende,ikke som alt.Synet af disse Ting ville forstyrre Enheden,og den bryder sig ikke om dem,men søger kun hint og møder dets Nærværelse og ser kun det,ikke sig selv,og bryder sig ikke engang om at se,hvad den selv er i dette Skue.
Naar man er alene,er man salig i salig Skuen.Den,der ikke naar saa vidt,er i Sandhed ulykkelig.Ulykkkelig er ikke han,der ikke kan glæde sig ved skønne Farver eller skønne Ting,heller ikke han,der ikke opnaar Magt eller Embede eller Kongenavn,men han,der ikke ejer det ene,for hvis Skyld man maa lade Kongenavn og Herredømme over den hele Jord,over Hav og Himmel,fare.Om alt gaar til Grunde omkring ham,der ser det Ene,det er kun,hvad han ønsker for at kunne være alene hos det.Saa stort er hans Velbehag.
I Følge sit Væsen kan Sjælen aldrig naa ud i det absolutte Intet.Naar den gaar nedad,kommer den til det onde,som ganske vist ikke har Eksistens,men dog ikke er absolut ikke-eksisterende.Men løber den i den modsatte Retning,kommer den ikke til noget andet,men til sig selv.Da den er i sig selv,er den ikke i noget andet,og altsaa ikke i intet.Men at være i sig selv alene,ikke i det værende,er det samme som at være i hint.Naar man er i hint,er man nemlig ikke Væren,men hinsides Væren.Ser man nu sig selv i denne Tilstand,ser man sig i det Enes Lignelse,og gaar man fra Billedet til Urbilledet,er man ved Rejsens Maal.Og falder man ud af Betragtningen,genopvækker man Dyden i sig.Naar man saa ser,at man er formet helt igennem,bliver man igen uden Tyngde,ved Dyden stiger man op til Aanden og ved Visdommen til hint.Dette er Guders og guddommelige,salige Menneskers Liv,Frigørelsen fra alt hernede,et Liv uden jordisk Lyst,en Flugt,ensom til det Ene."
" Menneskets frihed er naturligvis ikke en frihed for betingelser,hvadenten det er biologiske,psykologiske eller sociologiske;den er overhovedet ikke en frihed for noget,men en frihed til noget ,nemlig friheden til til en stillingtagen over for alle betingelserne.Og således vil mennesket da også først vise sig at være et virkeligt menneske,når det svinge sig op i frihedens dimension." (Viktor E. Frankl)
